Professor i psykologi Svend Brinkmann undersøger sammen med landets fremmeste psykologer og eksperter i adfærd, hvorfor vi mennesker handler, som vi gør. På briksen er ikke patienter, men tendenser i samfundet, sindet og menneskelivet. Emnerne spænder vidt fra præstationsangst på arbejdspladsen til kedsomhed i parforholdet.
Vært: Svend Brinkmann.
Det er som om, der findes to vidt forskellige ideer om, hvad børn og unge må på deres computere, tablets og smartphones, som også er repræsenteret af to slags forskning: Den ene, der nærmest er alarmistisk, og som hævder, at det er slut med nærvær, empati og menneskelighed, når vi og vores børn lever stadig mere gennem skærmene. Og en anden, der glædes over de mange nye muligheder, der er kommet for at kommunikere, skabe relationer og fordybe sig i alskens emner via computeren og internettet. I dag leder vi efter den gyldne middelvej.
Vært: Svend Brinkmann.
Gæster: Kirsten Drotner, professor i medievidenskab ved Syddansk Universitet og Stine Liv Johansen, lektor ved Aarhus Universitet ved Center for Børnelitteratur og Medier og formand for Medierådet for børn og unge.
Tilrettelægger: Christoffer Heide Høyer.
Kommentar til drøftelsen i dag den første april i Brinkmanns Briks
Vi har jo ikke lighed i sundhed. Vi har langt større fokus på at redde liv end på at sikre livskvalitet. Vi laver jo økonomiske kalkyler – i baghovedet og ikke i offentligheden – i forhold til hvor grundig du blive udredt, hvis du ikke selv er i stand til at banke i bordet eller dine symptomer er blevet defineret som “psykiske” og hvor god behandling du får, hvis ikke det du fejler er noget du kan dø af.
Vi grupperer allerede mennesker i nogen der er mere eller mindre værd – f.eks. får kræftpatienter typisk en bedre død end personer med demens, bedre uddannet personale og højere normering. Du behandles bedre – mere komplet – hvis du er fysisk syg end hvis du er psykisk syg.
Og så savner jeg fokus på palliation i forhold til Covid-19. Vi hører intet om det. Hvordan sikrer vi en værdig død for dem vi ikke lægger i respirator, fordi vi ikke vurderer de kan overleve det – jf en overlæge i medierne. Der er vel også nogen som har frasagt sig livsforlængende behandling? Der findes jo speciallæger både på lungeområdet og ALS området som på højt specialiseret måde hjælper folk nænsomt ind i døden