Professor i psykologi Svend Brinkmann undersøger sammen med landets fremmeste psykologer og eksperter i adfærd, hvorfor vi mennesker handler, som vi gør. På briksen er ikke patienter, men tendenser i samfundet, sindet og menneskelivet. Emnerne spænder vidt fra præstationsangst på arbejdspladsen til kedsomhed i parforholdet.
Vært: Svend Brinkmann.
Vi mennesker er mystiske, mærkelige og forunderlige størrelser. Som professor i psykologi har jeg med undren og nysgerrighed undersøgt, hvorfor vi gør, som vi gør. I Brinkmanns briks zoomer jeg ind på tidens herskende tendenser og idéer. Er jeg god nok? Må jeg godt være bange for mørket? Findes der noget større end mig selv?
Vært: Svend Brinkmann.
Mennesker har en tendens til at blive ligeglade og rå overfor hinanden. Omsorgstræthed kalder vi det, når det drejer sig om pædagoger, psykologer, SOSU’er, sygeplejersker og mange andre, der arbejder med mennesker. Men alle kender nok til at blive kold overfor dem, man egentlig skulle være sødest overfor. Hvorfor i alverden bliver vi det?
Vært: Svend Brinkmann.
Gæster: Dorthe Birkmose psykolog og foredragsholder og Rikke Høgsted psykolog og stifter af institut for belastningspsykologi.
Tilrettelægger: Christoffer Heide Høyer.
Kommentar til drøftelsen i dag den første april i Brinkmanns Briks
Vi har jo ikke lighed i sundhed. Vi har langt større fokus på at redde liv end på at sikre livskvalitet. Vi laver jo økonomiske kalkyler – i baghovedet og ikke i offentligheden – i forhold til hvor grundig du blive udredt, hvis du ikke selv er i stand til at banke i bordet eller dine symptomer er blevet defineret som “psykiske” og hvor god behandling du får, hvis ikke det du fejler er noget du kan dø af.
Vi grupperer allerede mennesker i nogen der er mere eller mindre værd – f.eks. får kræftpatienter typisk en bedre død end personer med demens, bedre uddannet personale og højere normering. Du behandles bedre – mere komplet – hvis du er fysisk syg end hvis du er psykisk syg.
Og så savner jeg fokus på palliation i forhold til Covid-19. Vi hører intet om det. Hvordan sikrer vi en værdig død for dem vi ikke lægger i respirator, fordi vi ikke vurderer de kan overleve det – jf en overlæge i medierne. Der er vel også nogen som har frasagt sig livsforlængende behandling? Der findes jo speciallæger både på lungeområdet og ALS området som på højt specialiseret måde hjælper folk nænsomt ind i døden