Professor i psykologi Svend Brinkmann undersøger sammen med landets fremmeste psykologer og eksperter i adfærd, hvorfor vi mennesker handler, som vi gør. På briksen er ikke patienter, men tendenser i samfundet, sindet og menneskelivet. Emnerne spænder vidt fra præstationsangst på arbejdspladsen til kedsomhed i parforholdet.
Vært: Svend Brinkmann.
Professor i psykologi Svend Brinkmann forsøger at finde ud af, hvad det meningsfulde liv er, så vi kan leve bedst muligt. I Brinkmanns Briks zoomer han ind på tidens tendenser og stiller de relevante psykologiske spørgsmål.
Hør alle afsnit i DR Lyd
For en psykolog som mig er et af de vigtigste spørgsmål, hvad det er, der får mennesker til at ændre deres liv? Hvilke faktorer skal der til for, at man kan stoppe med at misbruge, selvskade, tænke dystre tanker, leve som kriminel og så videre? Det er ikke nemt at ændre sig og få livet på en radikalt anden kurs, men sommetider lykkes det faktisk for mennesker at skifte spor på en inspirerende måde.
Den tidligere HA-rocker Rolf Eggert er i dag pædagog og psykoterapeut, hvordan lykkedes han med at skifte spor i livet for ham? Det interessante ved Rolf er, at han også hjælper andre med at finde vendepunktet i deres liv, så han har enormt kvalificerede bud på, hvad der skal til. Han ser ofte folk forsøge sig med at ændre livet, men når det bliver svært og tingene ikke går godt, kommer de til at falde tilbage i gamle vaner. Ikke fordi de vil, men fordi de ikke har fundet et solidt nyt ståsted endnu.
Vært: Svend Brinkmann
Gæst: Rolf Eggert, socialpædagog og psykoterapeut ved mønsterbryderakademiet, forfatter til Fra broderskab til mønsterbrud og vært på podcasten Fængsel.
Kommentar til drøftelsen i dag den første april i Brinkmanns Briks
Vi har jo ikke lighed i sundhed. Vi har langt større fokus på at redde liv end på at sikre livskvalitet. Vi laver jo økonomiske kalkyler – i baghovedet og ikke i offentligheden – i forhold til hvor grundig du blive udredt, hvis du ikke selv er i stand til at banke i bordet eller dine symptomer er blevet defineret som “psykiske” og hvor god behandling du får, hvis ikke det du fejler er noget du kan dø af.
Vi grupperer allerede mennesker i nogen der er mere eller mindre værd – f.eks. får kræftpatienter typisk en bedre død end personer med demens, bedre uddannet personale og højere normering. Du behandles bedre – mere komplet – hvis du er fysisk syg end hvis du er psykisk syg.
Og så savner jeg fokus på palliation i forhold til Covid-19. Vi hører intet om det. Hvordan sikrer vi en værdig død for dem vi ikke lægger i respirator, fordi vi ikke vurderer de kan overleve det – jf en overlæge i medierne. Der er vel også nogen som har frasagt sig livsforlængende behandling? Der findes jo speciallæger både på lungeområdet og ALS området som på højt specialiseret måde hjælper folk nænsomt ind i døden