Daglig analyse og perspektivering af aktuelle historier og tendenser både herhjemme og i resten af verden. Søndag med særlig vægt på Europa.

Hvad har klimaet med krig at gøre? Er kriser og kærlighed forbundne? Kan vild natur bygges? Er vi på vej mod kaos og verdenskrig eller en mere retfærdig og fredelig verden? Hver weekend udfolder vært og forfatter Kaspar Colling Nielsen sammen med landets førende eksperter tidens vigtigste temaer for at forsøge at forstå de kræfter og logikker, der styrer de dramatiske udviklinger i samfundet.
Indimellem kan man få en fornemmelse af, at forskellene i dansk politik er meget små: LA synes grundlæggende godt tilfredse med, at Danmark er en velfærdsstat, og SF er vist også godt tilfredse med, at vi har en stram udlændingepolitik. Men er det så en enighed, der er kommet med den “mærkelige” midterregering, eller er samarbejdet mellem de traditionelt ideologiske centrer i hver sin blok et produkt af netop en sådan enighed? Eller måske er fornemmelsen slet ikke rigtig? Måske er der lige så meget uenighed i dansk politik, som der altid har været.
Udsyn spørger lektor ved Institut for Statskundskab på Københavns Universitet Karina Kosiara-Pedersen, hvordan det danske politiske landskab egentlig ser ud i dag – findes de grundlæggende ideologiske forskelle stadig, og orienterer vi os stadig efter de røde og blå blokke?
Vært: Kaspar Colling Nielsen.

